lørdag den 22. oktober 2011

Miss Chinook. Bryg 33, juni 2011. Single Hop Double India Pale Ale

Design: Anne Degn Christensen

Missen på Miss Håndbrygs Single Hop Double India Pale Ale, er af en lidt anden karakter end vanligt. Chinook er en indianerstamme fra det øvre nordvestligste hjørne af USA. Og Chinook er en amerikansk hybridhumle, der har sit udspring i dels Golding (Styrian, East Kent) og en amerikansk humle. 


Miss Chinook var tilbage i 2008 den 3. øl der blev brygget på de Mezas Vej. Og den blev relativt vellykket. Siden har jeg haft Chinook humlen med i over halvdelen af mine øl. Det er blevet en slags hushumle, fordi jeg holder så meget af dens karakteristika: Den grapede, fyrnåleagtige bitterhed, der tørrer indersiden af dine kinder, den milde røg og råd (jo længere du gemmer, jo mere røget). Det er i mine øjne bare en eksklusiv humle, der byder op til eftertænksomhed. 

Der er blevet drukket rigelig Single Hops under Miss Håndbryg brygning. På det seneste har fokus været på maltprofil (i mine øl), og det var derfor en super udfordring for mig, da jeg besluttede mig for, at jeg ville brygge Miss Chinook igen. Jeg ville bruge alt det jeg havde lært om malt og jeg ville bruge alt det jeg havde lært om Chinook.Resultatet er en super potent, maltet Single Hop Douple India Pale Ale. Selv om der er skruet op for malten og dermed procenterne, skjules Chinookhumlen indenlunde. Den er i duften, i munden og i den lange nådesløse bitterhed i eftersmagen. Nyd den som du vil nyde en stout. Lad den vokse i glasset. Sæt pris på den hvide skumkrone der langsomt sender Chinook mod din kræsne næse. Uanset om du drikker den over et par timer (og det bør du), forsvinder den hvide overflade ikke og duften udvikler sig. Fra den ubekymrede humlerigdom til de sidste dråber, hvor den høje alkoholprocent blander sig og gør dette til en skøn efterårs IPA. En personlig favorit.

Navn: Miss Chinook 2011
Type: Single Hop Double India Pale Ale
Alkohol: 9,3 %.
Ingr.: Vand, malt (Pale Ale, Amber, Cara Red, flydende malt), havregryn, gær (Chinook), gær (1056 American Ale). Brygget juni 2011. Bryg 33. Design: Anne Degn Christensen.