lørdag den 2. juni 2012

Aparte & Ko: Kykkeli Muuuh. Bryg 37. September 2011. Strong English Ale


Det kan virke som om, at Miss Håndbryg kun skriver om gamle øl. September 2011 er længe siden. Men i det seneste år, har Miss Håndbryg lavet stærke og kraftige øl, der topper sent og har godt af lagringstid. Så selv om der er brygget 8 øl på de Mezas Vej siden Aparte & Ko bryggede den stærke påskeale, så er det faktisk først nu, at den er rigtig klar. 

Man siger jo, at julen varer lige til påske. Globetrotteren og ølskribenten Carsten Berthelsen, fortalte i går, til en særdeles underholdende belgisk smagning på Fairbar, at udtrykket stammer fra dengang hvor det var ganske almindeligt, at hver en gård på landet bryggede deres eget øl. Når juleøllen slap op, vidste man, at nu skulle der brygges påskeøl.  

Kykkeli Muuuh startede egentlig også som en juleøl. Helle og mig (Aparte & Ko) bryggede vores tredje øl sammen i september, og det viste sig, at være lidt for sent, i forhold til den power der var i øllet. Så håbede vi, at øllet blev klar til påske, og det gjorde det, og i undertegnedes familie, var det en del af et velassorteret påskebord.

Men hvilken type øl, er det så egentlig. Tja, der er masser af fusion og aparte elementer i den. Egentlig er jeg af den opfattelse, at vand, malt, humle og gær alene, byder på så mange smagsnuancer, at det er alt rigelig. Men ind imellem er det sjovt, at lege med andre ingredienser og hos Aparte & Ko er vi ret åbne, for at bringe dette ind i vores øl (næste projekt: Ginger IPA).

Så vi besluttede, i sin tid, at lave en meget parfumeret øl. Og det fik vi, og det i endnu rigelige mængder end forventet. Når man vil krydre sit øl, står man som oftes i den situation, at man er en smule på bar bund. Hvor meget og hvornår? Vi gav den gas med appelsinskræl, kanel og nelliker. Dette er på sin vis, en almindelig måde at krydre sit højtidsøl på. Vi ville gerne prøve noget andet, og krydrede derfor med masser af gran. Vi lavede først en te af gran, for at finde ud af, hvor meget smag man kunne trække ud i en kogende væske. Vi syntes det blev noget tyndt og gav den derfor rigelig gas, da vi urtkogte, med ca. 100 gram gran.

Resultatet her 9 måneder efter, er en super flot, rødlig, klar og ren stærk engelsk ale. Gæret med Special London Ale, der oprindelig kommer fra Youngs Brewery. Brygget med syv forskellige malte, engelsk, amerikansk og slovensk humle. Meget parfumeret og krydret. En rigtig madøl til det tunge danske frokostbord.

Navn: Aparte & Ko: Kykkeli Muuuh.
Type: Strong English Ale
Alkohol: 9,8 %
Ingredienser: Vand, Malt (Pale Ale 77 %, Liquid Light 13 %, Cara Crystal 120 3%, Cara Amber 1%, Cara Red 1%, Chokolate dehusked 1 %), flækket byg 4 %, humle (Styrian Golding, East Kent Golding, Northern Brewer, Chinook), Gær (1968 Special London Ale), krydderier (gran, appelsin, nelliker, kanel).
Brygget september 2011. Bryg 37. Design: Diep Nguyen.

Aparte & Ko på inspirationstur til ølfestival 2009.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar