lørdag den 11. maj 2013

Miss Roadkill. Cwrw Cymru (Walisisk Ale)

Design: Anne Degn efter billede af Cara D.

Miss Roadkill er den 7. øl i min Europaserie, som jeg bryggede i 2012. 12 europæiske øl, som en håndsrækning i svære tider. Europa synes stadig håbløst ramt af krisen og det minder mig om en strofe fra et Nicolaj Stochholm digt: 

"Min elskede, ræk mig din knuste hånd"

Anyway, mens Europa stadig kæmper og næppe tager sig af Miss Håndbrygs Europaserie, så har vi trods alt øllet at glæde os over. 

Et af formålene med Europaserien var, egentlig, at dykke ned i gamle og glemte stilarter. Jeg læste en artikel i "I brew my own" magazine om walisisk øl. Walisisk øl nu-om-dage, minder om engelsk øl: Let, mildt, men med masser af smag. Nogen særlig karakteristika kan ikke spores. 

Artiklens forfatter, Terry Foster, havde imidlertid været så heldig at falde over en gammel opskrift fra 1800-tallet. Wales blev siden ramt af kortvarig ølforbud og afholdsbevægelsen havde i det hele taget gode tider i mange år, hvilket til dels har ført de milde øl med sig. Men før den tid, blev der brygget stærkt, kraftigt gårdøl. Jeg lod mig inspirere af opskriften. Jeg holdt mig til maltprofilen og de tekniske aspekter af brygningen. Skiftede en af humlerne ud og skruede betydelig op for aromahumlen og valgte tilmed en anden gærtype. Sådan er det med opskrifter (når man en sjælden gangs skyld ikke laver sin egen), når man har brygget i mange år: man ønsker at tilpasse dem sin egen smag. Øllet blev også på hele 10,1 %

Miss Roadkill blev brygget om sommeren og gærede ved højere temperaturer, end man normalt ville gære britiske øl. Det førte en masse frugtige estere med sig. Da jeg langt senere (øllet blev først flasket i november 2012) præsenterede øllet for Øyvind Møll fra M-øl håndbryggeri, fortalte han, at han syntes øllet havde belgiske noter. Og det har han ganske ret i; det ligger et sted mellem belgisk quadrupel (pga. de høje gæringstemperaturer), engelsk barley wine og brown ale og ESB.  

Flot ravfarvet, masser af mørk frugt i næsen (og rom). På en gang frugtig og rar og så med et snerpende bid, som ikke er så meget humle, som gærens vidunderlige smagsstoffer. 

Lad den vokse i glasset og drik den langsomt, så den når at blive tempereret. Så folder den sig virkelig ud. 

Som alle stærke øl, så er den under stadig udvikling. Allerede nu er det en fyldig og lækker sag og smager - heldigvis - som ingen anden øl. Jeg håber jeg kan ramme nøjagtig samme øl næste gang jeg skal lave den. 

Navn: Miss Roadkill
Type: Stærk historisk Walisisk ale
Alk: 10,1 %
Bryg 48
Brygget august 2012. Flasket november 2012
Design: Anne Degn efter billede af Cara D.

Opskrift: 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar